§ 1 Klubbens navn og hjemsted
"Idrætsklubben Skovbakken", kaldet "Skovbakken", er en forening med begrænset ansvar, der er stiftet den 23. april 1927. Foreningens hjemsted er Aarhus Kommune.
§ 2 Foreningens formål
Foreningens formål er at fremme mulighederne for et aktivt fritidsliv i Aarhus Nord, ved at tilbyde/arrangere idræt på såvel eliteplan som på breddeniveau. Foreningens formål er desuden at skabe fællesskaber, der kan fremme trivslen for den enkelte og for lokalsamfundet. Foreningens formål er at skabe gode rammer for foreningsliv og frivillighed for foreningens afdelinger og medlemmer. Foreningen kan være behjælpelig med at understøtte afdelingerne med idrætslige, organisatoriske eller administrative opgaver.
§ 3 Foreningens opbygning
Foreningen er opbygget af følgende selvstændige afdelinger med hver sine vedtægter og selvstændige økonomi: Atletik, badminton, basketball, fodbold, gymnastik, håndbold, outdoor, squash, svømning, tennis, trampolin, veteraner og volley. Foreningens øverste myndighed er Hovedbestyrelsen, hvor alle valgte bestyrelsesmedlemmer fra afdelingerne og Fællesledelsen har møderet. Hovedbestyrelsen vælger Fællesledelsen.
§ 4 Medlemskab af organisationer
Foreningen deltager efter Hovedbestyrelsens beslutning i de organer, der fremmer medlemmernes interesser.
§ 5 Afdelingerne
I hver afdeling varetages ledelsen af en bestyrelse, der er valgt af medlemmer i den pågældende afdeling. Afdelingernes vedtægter skal virke på et demokratisk grundlag, så medindflydelse udøves gennem stemmeret på generalforsamlingen. Hovedbestyrelsen skal godkende formålsparagraffer for afdelingerne, for at sikre at der ikke opstår afdelinger med formål, der strider i en uhensigtsmæssig retning. De specifikke vedtægter godkendes hos Aarhus Kommune. En afdeling kan kun have enkeltpersoner som medlemmer. Medlemskabet af en afdeling opnås gennem et betalt kontingent, der som minimum skal være af 3 måneders varighed. Flertallet i en afdelingsbestyrelse kan ekskludere et medlem. Eksklusionen skal begrundes skriftligt overfor medlemmet. Medlemmet har ret til at få taget eksklusionen op til bedømmelse på førstkommende hovedbestyrelsesmøde, hvis det bliver meddelt Fællesledelsen inden 4 uger efter eksklusionen. Nye afdelinger kan optages ved flertalsbeslutning i Hovedbestyrelsen. Hvis en afdeling ønsker at udlåne sin licens til en anden forening eller selskabsform, skal dette godkendes af Hovedbestyrelsen. Afdelinger kan ikke indgå i selskabsformer, hvor den enkelte afdeling hæfter for gælden. Afdelinger kan opløses ved, at 3⁄4 af de fremmødte medlemmer stemmer herfor på to på hinanden følgende generalforsamlinger med mindst 1 måneds mellemrum, og at flertallet på et hovedbestyrelsesmøde stemmer herfor.
En afdeling kan udmelde sig af IK Skovbakken, hvis der er 3⁄4 flertal blandt de fremmødte medlemmer på 2 på hinanden følgende generalforsamlinger med mindst en måneds mellemrum. Og efterfølgende skal beslutningen godkendes af et flertal på førstkommende hovedbestyrelsesmøde. Ved en udmelding medtager afdelingen alle sine aktiver, men inden udmeldelsen betales eventuelle skyldige beløb til hovedafdelingen. Afdelingen kan for fremtiden ikke bruge IK Skovbakkens navn. Ønsker en afdeling at fusionere med en anden forening kræver det 2/3 flertal på en generalforsamling samt flertal i Hovedbestyrelsen.
§ 6 Hovedbestyrelsen
Hovedbestyrelsen består af Fællesledelsen og alle valgte bestyrelsesmedlemmer i IK Skovbakkens afdelinger. Alle medlemmer af IK Skovbakkens afdelinger har ret til fremmøde på hovedbestyrelsesmødet i maj måned, men har ikke stemmeret. Hovedbestyrelsen afholder som min. to møder årligt: Et møde i maj og et i november måned. Datoerne for de kommende to obligatoriske møder fastlægges hvert år på mødet i maj måned, og Fællesledelsen indkalder til møderne med min 4 ugers varsel direkte på mail til alle bestyrelsesmedlemmer og ved meddelelse på foreningens hjemmeside. Forslag til behandling på hovedbestyrelsesmøderne skal være Fællesledelsen i hænde senest 3 uger før mødet.
Dagsordenen for hovedbestyrelsesmødet i maj skal indeholde følgende:
1. Valg af mødeleder
2. Beretning fra Fællesledelsen herunder regnskab med resultatopgørelse og balance til godkendelse
3. Handlingsplan og budget – herunder kontingent til Fællesforeningen til debat og godkendelse
4. Indkomne forslag
5. Valg af Fællesledelse
6. Valg af revisor og revisorsuppleant
7. Eventuelt.
Dagsorden for Hovedbestyrelsesmødet i november
1. Valg af mødeleder
2. Status på afdelingernes virke
3. Status på budget, Fællesledelsen og fællesudvalgs virke
4. Valg af repræsentanter i de organisationer, som IK Skovbakken er en del af.
5. Debat om fælles emner
6. Evt.
Fællesledelsen kan indkalde til ekstra hovedbestyrelsesmøder efter behov, og de skal indkalde, hvis min. 3 afdelinger ønsker det. Det skal ske ved indkaldelse af alle bestyrelsesmedlemmer
senest 3 uger efter begæringen og med mindst 14 dages varsel med angivelse af dagsorden. Hovedbestyrelsen er beslutningsdygtigt uanset antallet af fremmødte. Der kan ikke stemmes
ved fuldmagt. Hver afdeling og Fællesledelsen har 1 stemme – i alt 14 stemmer. Ved stemmelighed er Fællesledelsens stemme afgørende. Afgørelser og valg foretages ved almindelig stemmeflerhed, idet der dog til vedtægtsændringer kræves 2/3 flertal af de fremmødte stemmer.
Fællesledelsen kan beslutte under ekstraordinære omstændigheder, der forhindrer fysisk fremmøde at afholde Hovedbestyrelsesmøder digitalt, såfremt dette sker i overensstemmelse
med vedtægterne i øvrigt.
Hovedbestyrelsen skal godkende:
- Foreningens og afdelingernes ønsker om køb og salg af fast ejendom, pantsætninger og optagelse af lån
- Større idrætsarrangementer, som kan medføre en økonomisk risiko
- Optagelse af nye afdelinger
- Fusioner med andre foreninger og udmeldelser af afdelinger
- Nedsættelse af arbejdsgrupper til løsning af specifikke opgaver
§ 7 Fællesledelsen
Hovedbestyrelsen vælger en Fællesledelse bestående af 5 personer (+ en suppleant for en 1-årig periode): en Fællesformand og 4 ordinære bestyrelsesmedlemmer. Fællesledelsen
konstituerer sig selv efterfølgende med en næstformand, en Fælleskasserer og 2 ordinære medlemmer. Fællesledelsen varetager den daglige ledelse af foreningen. Medlemmerne vælges for 2 år af
gangen, således at Fællesformanden og 2 af de ordinære medlemmer afgår i ulige år, og 2 ordinære medlemmer afgår i lige årstal.
Fællesledelsens arbejdsopgaver:
- Planlægger hovedbestyrelsesmøderne
- Sikrer det nødvendige grundlag for behandling af spørgsmål til hovedbestyrelsesmøder
- Udarbejder forslag til regnskab, budget og handlingsplan
- Ansætter og leder det nødvendige personale til fællesadministrationen
- Understøtter afdelingerne med idrætslige, organisatoriske eller administrative opgaver.
- Har ansvaret for at finde folk til de fælles udvalg
- Har til opgave at fremme det tværgående samarbejde mellem afdelingerne
- Repræsenterer IK Skovbakken udadtil.
- Afholder møder med relevante samarbejdspartnerne, herunder de organisationer, som IK Skovbakken er repræsenteret i
§ 8 Revisorer
Hovedbestyrelsen vælger årligt 1 revisor for en 2 årig periode.
§ 9 Regnskab, tegningsregler og hæftelse
Regnskabsåret følger kalenderåret.
Idrætsklubben Skovbakken forpligtes ved underskrift af Fællesformand, næstformand og Fælleskasserer: To af de nævnte i forening eller hver for sig i forening med 2 Fællesledelsesmedlemmer. Ingen medlemmer i Skovbakken, aktive som ledere, hæfter personligt for foreningens gæld.
§ 10 Opløsning
IK Skovbakken kan opløses ved på 2 på hinanden følgende ordinære hovedbestyrelsesmøder, at mindst 3/4 af samtlige stemmeberettigede stemmer herfor.
I tilfælde af opløsning tilfalder foreningens eventuelle formue folkeoplysende aktiviteter i Aarhus kommune. Den opløsende generalforsamling beslutter hvilke folkeoplysende aktiviteter formuen gives til.
§ 11 Ikrafttræden
Nærværende vedtægter er vedtaget på repræsentantskabsmødet den.